Internationale aktiviteter

Odense Renovation deler sin viden på tværs af grænser. Virksomheden er ofte involveret i forskellige internationale aktiviteter og projekter og holder oplæg på internationale seminarer.

Odense Renovation har mere end 100 års erfaring inden for miljø- og arbejdsmiljørigtig håndtering af husholdningsaffald. Igennem de seneste 30 år har vi gradvist opnået genbrugsprocenter, der er blandt de højeste i Danmark og Europa. Odense Nord Miljøcenter, der blev ibrugtaget i 1994, drives som en af de bedst miljøsikrede lossepladser i Europa. På det seneste er den omfattende miljøsikring og omdannelse af den gamle Stige Ø Losseplads til rekreativt område et projekt, der tiltrækker international opmærksomhed.

Utallige delegationer fra ind- og udland har aflagt os besøg gennem årene.

Vi synes, det er spændende og udfordrende på denne måde at møde kolleger fra nær og fjern og få mulighed for at vise, fortælle og diskutere, hvordan vi har grebet det an i Odense - og vi får selv masser af inspiration til nye synsvinkler i samme ombæring.

Vi er også tit blevet inviteret til at deltage som oplægsholder på danske og internationale konferencer og seminarer om alt fra genbrugsstationer og informationskampagner til kompostering og bæredygtig deponering.

 

Eksempler på udenlandsk samarbejde

Igennem de senere år har vi herudover haft mulighed for at bidrage med værdifuld viden og erfaring ved deltagelse i adskillige forskelligartede udlands-projekter: 

  • 2003-05: Samarbejde med to kommuner, Koszalin og Slupsk i det nordlige Polen, omkring etablering og drift af nye slamkomposteringsanlæg.
  • 2005-06: Vi var med i forundersøgelserne i forbindelse med eventuel etablering af komposteringsanlæg i Kuching, Sarawak i Malaysia.
  • 2005-07: Vi var indbudt til at bidrage med almen planlægnings- og driftserfaring i forbindelse med etablering af nye affaldsselskaber i Beni Suef og El Fashn i Egypten.
  • 2008-09: Vi assisterede med rådgivning, træning og praktikophold i forbindelse med opstart af Malaysias nye nationale affaldsselskab, der skal stå for den fremtidige gennemførelse af landets nyligt vedtagne ambitiøse affaldslovgivning.
  • 2010: Vi bidrog med international rådgivning og træningsprojekter i Bobruisk, Hviderusland-
  • 2011: Deltagere fra Georgien og Ghana var på studieophold ved Odense Renovation.
  • 2012: Deltagelse i projektforberedelse inkl. partner identification mission til Vietnam, og bestyrelsesrejse til Georgien med aftale om donation af 2000 brugte affaldsbeholdere.
  • 2013: Delegationsbesøg fra Vietnam i forbindelse med deltagelse i Business Patnership Project, deltagelse i afsluttende konference i Bobruisk, Hviderusland. Afsendelse af ca. 1600 brugte spande samt brugt arbejdstøj til Rustavi, Georgien.
  • 2014: Besøg fra Japan og Kina samt besøg af delegation fra Brasilien med forskellige interessenter fra affaldssektoren i Sao Paulo og Rio de Jeneiro. Besøg af Waste-to-Energy delegation fra Indonesien.
  • 2015: Studietur fra Ukraine i forbindelse med rådgivningsopgaver. Delegationsbesøg af studerende fra Ohio State University og delegationsbesøg af borgmestre fra Kina (i samarbejde med State of Green.)
  • 2016: Besøg af Mijøministeriet i Kenya (i samarbejde med det danske miljøministerium.) To delegationsbesøg fra Zhaoqin, Kina (i samarbejde med State of Green.)
  • 2017: Besøg fra Australien - et privat firma ønskede viden om affaldshåndtering i Danmark. Besøg fra Indonesien og Kroatien. Besøg af 12 embedsmænd fra den kenyanske miljøstyrelse.
  • 2018: Besøg af fem personer fra Accra i Ghana. Delegationsbesøg fra Kasakhstan og Rusland under temaet: "Forbedre kompetencer indenfor bæredygtig affaldshåndtering." Undervisning af 40 personer fra Bosnien-Herzegovina omkring lovgivning på affaldsområdet. Odense Renovation var hyret af Miljøstyrelsen som rådgiver og deltog i en "expert workshop" i Indonesien. Besøg af vores japanske venskabsby, Funabashi - Fokusset var bæredygtighed og affaldskommunikation.
  • 2019: I samarbejde med Miljøstyrelsen har vi gennemført en workshop og givet input til Kenyas regionale affaldsplaner. Besøg fra den indonesiske miljøstyrelse. Afholdelse af tre dages workshop med deltagere fra Ghana. Delegation fra Kina lærte om, hvordan vi øger genanvendelsesprocenterne. En gruppe fra Kenya og Indonesien besøgte Odense Renovation for at høre om selskabsformen som kommunalt ejet aktieselskab. 
  • 2020: Vi skulle have været med til at løfte affaldshåndteringen i Indonesien og Kenya igennem de allerede iværksatte Miljøstyrelsen-projekter. Dette tiltag blev sat på pause pga. corona.

Se meget mere på vores engelske hjemmeside