Vi spotter genbrugsting

Som led i Odense Renovations øgede fokus på genbrug vil vi i de kommende 2 uger lave stikprøver og spotte ting til direkte genbrug i beholdere og containere til genanvendelse, forbrænding og deponi.

21. maj 2024

Stikprøver efter genbrug 

Via stikprøver vil vi i de kommende 2 uger spotte genbrugsting i beholdere og containere til genanvendelse, forbrænding og deponi. Stikprøven sker på enkelte skraldebiler og på en genbrugsstation.  

 

Flere ting skal genbruges 

Affaldssortering og genanvendelse er godt, men genbrug er det allerbedste. Derfor er det vigtigt, at flere ting afleveres til genbrug. Odense Renovation har et øget fokus på genbrug og at flytte flere ressourcer opad i det såkaldte affaldshierarki.  
 
Affaldshierarkiet er vores rettesnor, som fortæller, hvad vi gerne skal gøre meget af, og hvad vi skal gøre mindre af, når det kommer til affald: 

  • Affaldsforebyggelse: Når man affaldsforebygger, forsøger man at producere så lidt affald som muligt. Det er det, vi skal forsøge at gøre mest af til gavn for klima og miljø. 
  • Genbrug: Ved at bruge ting igen og igen og aflevere det, du ikke længere bruger til genbrug, sørger du for, at der går længere tid, inden noget ender som affald.
  • Genanvendelse: Når du sorterer dit affald, kan vi genanvende materialer og lave nye produkter af dem. Fx kan sorterede aluminiumsdåser genanvendes til at lave nye cykler.
  • Forbrænding: Det affald, du ikke kan sortere til genanvendelse – også kaldet restaffald eller rest efter sortering på genbrugsstationen – bliver brændt og brugt til at producere varme og elektricitet.
  • Deponi: Når affald hverken kan genanvendes eller afbrændes, skal det afleveres til deponi. Det vil sige, at det bliver gravet det. Det er den type affald, vi gerne skal have mindst af. Det gælder fx spejle eller regntøj med PVC.