Spraydåser og gasflasker skaber farlige situationer for byens skraldemænd

15. november 2022

Odenses affaldsordning er endnu engang blevet udvidet, og odenseanerne sorterer på livet løs. Det er godt for klima og miljø, fordi vi sparer på klodens ressourcer og forurener mindre. I bestræbelserne på at redde ressourcerne ud af restaffaldet ser vi dog også nogle fejlsorteringer – måske netop fordi borgerne gør deres bedste og gerne vil sortere så meget som muligt.

 

Der er altid lidt gas tilbage i dåsen

Desværre ser vi, at spraydåser og gasflasker havner i beholderen til glas og metal. Trykflasker og dåser fra fx deodorant, hårspray og flødeskum er lavet af metal, men indeholder samtidig gas. ”Skraldemændene melder af og til om gaslugt bagved bilen i forbindelse med tømninger, så det er et kendt problem. Men i sommers havde vi så en eksplosion bag i en bil, og det forskrækkede da helt sikkert flere af vores chauffører”, siger Lars T. Hansen, transportchef ved Odense Renovation. Han tilføjer, at det jo er uden for chaufførernes kontrol, fordi spraydåser og gasflasker kan ligge skjult i beholderen.

 

Spraydåser og gasflasker skal altid afleveres som farligt affald – uanset hvor grundigt man har tømt disse dåser, så vil de altid indeholde en lille rest gas. Det kan skabe en farlig situation bag i skraldebilen. Derfor må skraldemændene simpelthen ikke transportere dem – sådan er lovgivningen.

 

Ny video viser faren ved gasflasker i skraldebilen

Hos Odense Renovation prioriterer vi arbejdsmiljø og -sikkerhed meget højt. Derfor har vi produceret en video, som viser ’worst case scenario’ – altså hvad der kan ske, hvis der opstår gnister fra glas og metal samtidig med, at der er den rette mængde ilt og gas til stede.

 

”Det kan måske være overraskende for nogle, at hverdagsting som hårspray og selv helt små gasflasker faktisk er farligt affald. Men det kan altså være farligt for vores medarbejdere, når de her ting havner i den almindelige beholder”, siger Lars T. Hansen.

Se videoen her

 


Med videoen håber Odense Renovation at kunne vise, hvorfor det er vigtigt, at man ikke afleverer selv små gasflasker og helt almindelige spraydåser i beholderne derhjemme. På www.odenserenovation.dk/farligt-affald kan man læse mere, om hvordan man kommer af med farligt affald.

 

For mere information kontakt HR- & kommunikationschef, Claus Hammerich, på ch@odenserenovation.dk eller 40156042.