31. januar 2025
Nogle gange sker det, at gode byggematerialer ender i containere til genanvendelse, forbrænding eller nedgravning på genbrugsstationerne. For at give nyt liv til flere materialer, byder vi nu velkommen til et nyt bytteområde på genbrugsstationen i Havnegade.
Bygge-bytteboks
Vi har opsat en bygge-bytteboks, hvor brugerne af genbrugsstationen kan aflevere gode byggematerialer, som de ikke selv skal bruge længere. Man må også tage fra bytteboksen - fx fliser, vinduer eller noget helt tredje, hvis man lige står og mangler noget til sit eget byggeprojekt.
Stor interesse fra borgerne
Genbrugsvejleder på Havnegades genbrugsstation, Peter Stougaard, ser også en stor interesse for bygge-bytteboksen - han fortæller:
Vi ser tit en masse fine materialer i containerne til genanvendelse, forbrænding og nedgravning - materialer, som er alt for gode til at blive smidt ud. Flere brugere på genbrugsstationen henvender sig også i forhold til at tage nogle af de ting, der bliver afleveret i containerne, og dem må vi afvise. Men nu kan vi henvise til Bygge-bytteboksen. Både i forhold til at aflevere de gode byggematerialer der – og gå på opdagelse og se, om der er noget man kan bruge til sit eget gør-det-selv projekt. Vi kan allerede nu se, at Bygge-bytteboksen virker.
Bygge-bytteboksen er den første af sin slags, og skal gøre genbrug af byttematerialer mere synligt for borgere og erhvervsdrivende - derved kan vi forlænge levetiden på flere materialer og mindske affaldsmængderne.
Hvad er der i Bygge-bytteboksen?
Der er mulighed for at aflevere følgende materialer:
- Mursten – rene og fri fra mørtel
- Rent træ – uden maling, søm og skruer
- Trykimprægneret træ – uden maling, søm og skruer
- Tegltagsten – hele og rene sten
- Fliser – Keramiske fliser uden skadelige stoffer
- Klinker – klinker, der er egnede til genbrug
- Natursten – fx skifer, granit og sandsten – hele og rene
- Betonblokke og betonfliser – hele og rene
- Mineraluld – kun ubrugte materialer
- Tagpap – kun nyt
- Gipsplader – kun nyt
- Døre og vinduer – kun vinduer fra efter 1977